Allan Høgholm
Allan Høgholm

VICTOR DM 2024 er i gang: Sådan gik danmarksmesterskabernes første dag

February 7, 2024 21:30 Skrevet af

De bedste danske badmintonspillere er i disse dage samlet i Sønderborg, og i dag skulle de første slag ved årets VICTOR DM stå.

 

Køb dine billetter til VICTOR DM 2024 her

Mange spørgsmål stod til besvarelse ved onsdagens indledende runder. Heriblandt skulle der i herresingle-kategorien findes en modstander til landsholdspiller og førsteseedet Rasmus Gemke fra Skovshoved. Når Gemke i morgen torsdag træder ind på gulvet i Sydjysk Sparekasse Skansen, bliver det mod Jakob Houe Andersen fra Højbjerg. Jakob Houe Andersen slog Nikolaj Lassen og Sebastian Mikkelsen på sin vej mod kvartfinalerne.

Klik her for det fulde overblik over lodtrækningen og onsdagens resultater

I mixeddouble var en af årets store kuriositeter, at sidste års vinder i herresingle Hans-Kristian Vittinghus stillede til start med 21-årige klubkammerat fra Hvidovre Rebecca Thorup. De to tørnede sammen med en ligeledes ny-sammensat konstellation i Mikkel Mikkelsen fra Skovshoved og sidste års mixed- og damedouble mester Sara Thygesen fra Odense OBK. Sidstnævnte par løb afsted med en sejr i tre sæt, og i deres ottendedelsfinale kamp lykkedes det ligeledes Mikkelsen/Thygesen at tage sejren, da de i to sæt sendte Mike Vestergaard/Sophia Lemming fra Højbjerg ud af årets VICTOR DM. Mikkelsen/Thygesen tørner i morgen sammen med andenseedet Amalie Magelund fra Højbjerg og hendes vikarierende makker og landsholdskammerat Daniel Lundgaard fra Skovshoved.

Læs også:20 DM-debutanter stiller klar til VICTOR DM 2024: – Jeg glæder mig vildt meget

Førstedagen bød på en håndfuld intense opgør i damesingle-kategoriens stærke felt. Publikum i Sydjysk Sparekasse Skansen blev forkælet med flot fjer i opgøret mellem Josefine R. Jensen fra Solrød Strand og Lærke Tolstrup Hvid fra Odense OBK. De to singlespillere måtte ud i tre intense sæt, inden Jensen kunne avancere til ottendedelsfinalerne med cifrene: 18-21,25-23,21-14. I Josefine R. Jensens anden kamp ventede Frederikke Østergaard fra Frederikshavn. Denne kamp endte i en sejr i tre sæt til Josefine R. Jensen: 21-17,17-21,23-21. Josefine R.Jensen møder i morgen 3/4-seedet landsholdsspiller og dobbelte sølvvinder ved VICTOR DM Julie Dawall fra Værløse.

Klik her for at læse det store VICTOR DM 2024 magasin

I herredouble-kategorien var der lagt op til en masse spændende opgør ved onsdagens to runder. Her skulle man blandt andet finde morgendagens modstandere for de forsvarende danmarksmestre Rasmus Kjær/Frederik Søgaard. Det endte med at blive Rasmus Messerschmidt/Tobias Holst-Christensen, der efter at have slået Mads Andersson/Jacob Christian Hede Dahlgaard i første runde sendte Mikkel Klinggaard Andersen/Martin Harbo Andersen ud i ottendedelsfinalen i tre sæt med cifrene:21-19,22-24,21-14.

Dagens damedouble kampe bød på en første runde sejr til mesterskabets yngste par Caroline Mouritsen/Nicoline Tang fra Odense OBK. De to U17 spillere, der foruden at være VICTOR DM debutanter, vandt sølv til Danmark ved U17 EM i fjor. Den talentfulde duo vandt deres føreste VICTOR DM kamp i tre sæt over Louise Frandsen/Vibse Jonassen fra Ikast. I ottendedelsfinalerne mødte den unge double fra Odense Clara Løber/Sofie Karmann fra Gentofte. Her avancerede Løber/Karmann efter tre velspillede sæt:18-21,21-10,21-11. De to spillere fra Gentofte tørner i morgen sammen med 3/4-seedet Emilia Nesic/Lærke Tolstrup Hvid fra Odense OBK.

TV

TV 2 Sport og TV 2 Play sender live fra semifinaler og finaler, fredag og lørdag, den 9. og 10. februar.

Livestream

Badminton Danmark livestreamer alle fire baner fra de indledende kampe og kvartfinalerne, onsdag og torsdag, den 7. og 8. februar, på matchi.tv

Program

Onsdag den 7. februar, kl. 10.00-22.00

Torsdag den 8. februar, kl. 17.00-22.00

Fredag den 9. februar, kl. 17.00-22.00

Lørdag den 10. februar, kl. 12.00-17.00

Sidste års vindere af VICTOR DM var:

  • Herresingle: Hans-Kristian Solberg Vittinghus
  • Damesingle: Line Christophersen
  • Herredouble: Frederik Søgaard/Rasmus Kjær
  • Damedouble: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen
  • Mixeddouble: Mathias Christiansen/Sara Thygesen


Tags: , , ,
Kategori: , , , ,