Lars Møller, Badminton Danmark

Top møder bund, og treer møder firer i aftenens runde af Badmintonligaen

October 28, 2019 14:41 Skrevet af

Der venter både ligabrag, som på papiret tegner til at blive højdramatiske og opgør, som har klare favoritter i tredje runde af Badmintonligaen. Top og bund støder sammen i Aarhus, og holdene på tredje- og fjerdepladsen krydser klinger i Nordjylland mandag aften, hvor samtlige ligahold er i aktion.

 

I et intenst opgør spækket med tresætskampe blev det i anden runde af Badmintonligaen TSS, som snuppede sejren over Vendsyssel, 6-3.

Mandag aften er der igen chance for, at vi kommer til at se de nordjyske fjerdaskere fra Vendsyssel i et brag af en holdkamp, når de på hjemmebane tørner sammen med Greve.

I skrivende stund er der nemlig blot ét point, der adskiller de to hold fra hinanden. Vendsyssel ligger på tredjepladsen, og lige bag dem befinder Greve sig, som tilsvarende led et 3-6-nederlag i den forgangne runde af Badmintonligaen.

Om det stadig er nordjyderne, der ligger øverst efter tredje runde, vil vise sig inden længe. De to hold mødes klokken 18.30, og kampen kan ligesom de øvrige følges live på zibrasport.dk.

Læs også: Skælskør-Slagelse sender Vendsyssel til Nordjylland med nederlag i bagagen

I Aarhus får AB’erne deres sag for, når et ubesejret Skovshoved-mandskab tropper op. ”Skovserne” var senest på besøg i Østjylland i første runde, hvor de besejrede Højbjerg/ViaBiler med cifrene 6-3.

I anden runde af ligaen viste bundholdet Aarhus sig ellers stærke i lokalopgøret med Højbjerg/ViaBiler, men i sidste ende blev det sidstnævnte, som havde marginalerne på deres side og tog triumfen 6-3.

Hvorvidt AB’erne i højere grad har heldet på deres side i aften, vil vise sig fra klokken 19.00.

Læs også: Højbjerg/ViaBiler og Skovshoved løber med sejrene i lokalopgør

I Værløse skal hjemmebaneholdet lægge arm med de forsvarende danske mestre, Team Skælskør-Slagelse.

Efter en barsk første runde fik TSS i anden runde af Badmintonligaen en solid genoprejsning med en sejr over Vendsyssel på 6-3. Værløse fik omvendt en lærestreg i Skovshoved, som overvejende sikkert vandt 7-2.

Utvivlsomt får vi mandag aften et Værløse-hold med blod på tanden at se foran hjemmebanepublikummet, men mon ikke at de rutinerede mestre fra TSS nok skal bide fra sig også.

Vi får se klokken 19.00, når kampen fløjtes i gang. Klik her for at følge med på zibrasport.dk.

Få overblik over stillingen i Badmintonligaen her

I Solrød skal Højbjerg/ViaBiler forsøge at fortsætte ad den vej, de banede i Aarhus i den seneste runde.

Der skal ikke desto mindre kæmpes for hver en krone på kontoen imod Solrødderne, som i skrivende stund sidder på andenpladsen i grundspillet, efter de lagde ud med en solid sejr i første runde.

I anden runde viste Greve imidlertid, at Solrød Strand-truppen kan besejres. Spørgsmål er, om det også kan lade sig gøre for Højbjerg/ViaBiler i aften. Kampen skydes i gang klokken 19.00.

Læs også: Greve slår Solrød Strand: – Vi er et bedre hold over hele linjen hold

 

 



Kategori: , , , ,