Badmintonphoto

Semifinalenedtakt: Aarhus-drengene sikrer historisk dansk drømmefinale

October 17, 2020 17:04 Skrevet af

Rasmus Gemke og Anders Antonsen banede lørdag vej for en historisk dansk herresinglefinale, som bliver den ene af to finaler, hvor landsfæller fronter hinanden. Få overblik over semifinaledagens resultater i dagens nedtakt her.

 

Det er 10 år siden, at vi sidst havde en dansk herresinglespiller, Jan Ø. Jørgensen, i finalen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.

Søndag har vi hele to af slagsen i!

De to jævnaldrende aarhusianske barndomskammerater Rasmus Gemke og Anders Antonsen slog hver især en højere rangeret spiller ud i semifinalen, henholdsvis Kenta Nishimoto fra Japan og Chou Tien Chen fra Taiwan.

Det efterlader nu de to unge herrer i en historisk finale i kategorien. Sidst, vi havde en rent dansk herresinglefinale, var i 2008 mellem Peter Gade og Joachim Persson.

Læs også: Klappet ud af hallen i hæder: Rørt Jan Ø. Jørgensen takker af

Rasmus Gemke var den første af de to danskere i skysovs til at sikre rød-hvid deltagelse på finaledagen.

Med en fokuseret indsats og fantastisk spil besejrede han Vittinghus’ kvartfinaleovermand, Kenta Nishimoto, i to sæt.

Ikke overraskende var det en glad Gemke, der reagerede på sejren efterfølgende:

 

Ikke længe efter gjorde Anders Antonsen kunsten efter i sit opgør med verdenstoeren Chou Tien Chen.

Antonsen leverede ligeledes en yderst koncentreret indsats med sikker skarphed, som førte til en sejr på 21-17, 21-15.

Om morgendagens møde med barndommensvennen, siger Antonsen:

– Det bliver specielt. Men det bliver fedt at dele scenen med Rasmus, lød det kort efter triumfen over Chou.

Læs også: Klik her for at se alle semifinaleresultater fra DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR

I damedouble blev det forventeligt japansk semfinalesucces i begge halvdele.

Det så ellers godt ud for den unge danske udfordrerdouble Amalie Schulz/Christine Busch i første sæt, hvor de kæmpede sig til en markant føring på 15-7 mod de topseedede Fukushima/Hirota.

Desværre kunne danskerne ikke holde den hele vejen, men blev først indhentet og siden kørt over af de erfarne japanske modstandere, der viste sig for stærke.

18-21, 6-21 blev det endelige resultat i kampen, som damedoublen samlet set tager gode erfaringer med fra.

– Jeg føler, at vi har spillet nogle gode kampe, og bare det at komme i gang med at spille igen har været virkelig rart, lød det fra Christine Busch efter kampen.

 

 

Læs også: Lutter smil og spilleglæde til VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA

I herredoublekategorien leverede Rasmus Kjær og Joel Eipe i torsdags den måske største overraskelse ved årets DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, da de i anden runde udkæmpede deres topseedede landsfæller Kim Astrup/Anders Skaarup.

Bølgen af succes fik dog sin ende i semifinalen, da den unge herredouble stødte ind i engelske Chris Langridge/Marcus Ellis. Danskerne var ellers bare en my fra at snuppe første sæt, men det endte alligevel med at gå engelsk vej 20-22. Andet sæt sluttede 16-21 til englænderne, selv om udfordrerne gjorde, hvad de kunne.

– Jeg har egentlig en fin fornemmelse. De spillede godt og gjorde det svært for os. Vi kunne ikke komme igennem defensiven, hvilket så tog lidt på formen for os. Det er noget, vi kan arbejde med, lød det fra en overvejende tilfreds Joel Eipe i kølvandet af nederlaget.

Makkeren Rasmus Kjær var ligeledes godt tilfreds:

– Jeg synes, det er positivt, at det ikke så meget er det spillemæssige, men mere fysiske ting, der gør, at vi ikke helt er der i dag.

Læs også: Tårevædet efter triumf: Tysk damesingle kæmper med tung byrde

I damesingle tog spanske Carolina Marin en sikker sejr over Yvonne Li, der sikrer spanieren hendes hidtil første finaleplads ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR. Den kommer til at stå med Nozomi Okuhara, som udraderede sin semifinalekombattant, Michelle Li.

 

Se, hvordan søndagens fem finaler ser ud her: 

Herredouble: Marcus Ellis/Chris Langridge, England vs. Vladimir Ivanov/Ivan Sozonov, Rusland

Damedouble: Yuki Fukushima/Sayaka Hirota, Japan vs. Mayu Matsumoto/Wakana Nagahara, Japan

Damesingle: Carolina Marin, Spanien vs Nozomi Okuhara, Japan

Mixeddouble: Chris Adcock/Gabrielle Adcock, England vs. Mark Lamsfuss/Isabel Herttrich, Tyskland

Herresingle: Rasmus Gemke vs. Anders Antonsen

 

Finalerne begynder klokken 12.00 og kan følges direkte på TV 2 Sport. Desuden spilles VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA færdig søndag. Klik her for at finde resultater fra turneringen.

Lørdag var omvendt den sidste dag med VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA. Klik her for at få overblik over resultaterne fra den turnering. 



Kategori: , , ,