Allan Høgholm

4. nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Kasper Dinesen

April 5, 2024 08:45 Skrevet af

Relation, engagement og nærvær er tre ord, som betyder meget i Kasper Dinesens tilgang til trænerarbejdet.

 

Højbjerg-træneren Kasper Dinesen er den fjerde og sidste nominerede til Badminton Danmarks Talentpris 2024.

– Jeg synes, at det er dejligt at få sådan et skulderklap og jeg er stolt over det. Det betyder også, at andre har lagt mærke til det trænerarbejde, jeg har lavet gennem årene, lyder det fra Dinesen.

Læs også: 1. nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Sune Gavnholt

I sit daglige arbejde for Højbjerg Badmintonklub er han en gennemgående figur for både ungdoms- og seniorspillerne. Det vil sige, at han er dybt involveret i både træninger, turneringer og holdkampe på tværs af aldersgrupper og niveau.

– Det inspirerer mig at lægge mit liv og sjæl i klubben og skabe en rød tråd for ungdom og senior. Vi har formået at sætte en spændende retning i Højbjerg op gennem systemet. Jeg får spillerne at se første gang som U13 og følger dem hele vejen ind i deres seniorkarriere. Det giver et stærkt fundament for at arbejde hen mod, hvad der fungerer bedst for den enkelte spiller. Mange af de spillere, der nu er etableret i vores seniorafdeling, har jeg fulgt i tykt og tyndt siden U13, og jeg er stolt over at se, hvor langt de er nået med deres badminton. Jeg arbejder rigtig meget med at nå ind til mennesket bag spilleren, og det kan af og til være udfordrende at nå alle, da vi er en klub med 31 ungdomshold og 330 ungdomsspillere. Men det er samtidig også det, der holder mig til ilden og giver mig energi i det daglige, og heldigvis har jeg dygtige kollegaer i trænerteamet omkring klubben, der gør, at vi kan løfte i flok.

Læs også: 2. nominerede til Talentprisen: Martin Røjkjær Kjøbsted

Særligt relation, nærvær og engagement er noget, som han har en grundlæggende tro på i sin trænerfilosofi.

– Det er det, jeg står på mål for. Gennem relationer skaber vi psykologisk tryghed for, at vi kan udvikle os som mennesker og spillere. Det er afgørende at skabe en god relation, og det sker trinvist i små bidder over en lang periode. Min trænerstil er at inddrage spillerne til at tage andel i deres egen udvikling. Jeg har en coachende tilgang med åbenhed og dialog i fokus, hvor vi søger detaljerne i og uden for træningen. Som hovedtræner for mange dygtige spillere i klubben skal jeg kunne sætte rammen og pege spillerne i den rigtige retning. Det er altid med udgangspunkt i spillerens egen motivation og mål, der definerer, hvilken vej vi går, men de ved, at jeg er bag dem og klar til at gå all-in.

Læs også: 3. nomineret til Badminton Danmarks Talentpris: Peter Gade

Kasper Dinesen færdiggjorde i december Badminton Danmarks elitetræneruddannelse, og siden er han blevet ansat som U19-landstræner. Kombineret med hans tid i og omkring Højbjerg har det givet ham et værdifuldt netværk, som han har lært en masse af.

– Min udvikling som træner er inspireret af andre gode trænere i både Aarhus og Badminton Danmark, som jeg har lænet mig op ad og lært af. Hvis jeg ikke havde sparret med dem, så var jeg ikke kommet skridtet videre som træner. Og så er jeg selvfølgelig rigtig glad for min klub og bestyrelse, som altid har bakket mig op og hjulpet mig til at kunne udvikle mig, siger Dinesen.

Vinderen af Badminton Danmarks Talentpris 2024 bliver kåret i forbindelse med VICTOR UDM den 14. april.

 

Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris

2023 – Ann Nielsen, Lillerød

2022 – Tanja Berg, Værløse

2021 – Thomas Nielsen, abc Aalborg

2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub

2019 – Lennart Engler, Odense BK

2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub

2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK

2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,